I et halvt år var Thomas Larsen i Afhanistan for at deltage i krigen mod Taleban.

Han var Duty Officer i Kandahar, hvor alle informationer samledes, og hvorfra man centralt kunne føre kampen mod Taleban.

Men selv om han sad trygt og godt i hovedkvarteret, blev han daglig konfronteret med krigens ulykker og kampens uundgåelighed, hvor dræbte børn og nedskudte helikoptere var hverdagskost.

Han fortæller i sin dagbog om varmen, støvet, ørkenen og befolkningen, NATO forsøger at beskytte og befri, om Talebankrigere, som bygger deres cykler om til rullende selvmordsbomber med dusinvis af børn og civile på samvittigheden dagligt, om "friendly fire", vejsidebomber, om at huske hjelmen og fragmentationsvesten, når man går på arbejde og tusindvis andre observationer, der bliver til virkelighed midt i en absurd hverdag.