Tommy Dybbro
Tommy Dybbro er biolog, forfatter, lic.scient. Efter afsluttet biologistudium på Københavns Universitet ledede Tommy Dybbro i årene 1971-74 det såkaldte Atlasprojekt, en kortlægning af de danske ynglefugles udbredelse. Resultaterne blev publiceret i bogen De danske ynglefugles udbredelse, der står som et af hovedværkerne i dansk fuglelitteratur. Frem for en videnskabelig karriere slog Tommy Dybbro ind på en løbebane som naturformidler. Han blev fast medarbejder på det populære radioprogram Lexicon, og indledte samtidig en omfattende forfattervirksomhed, som har resulteret i knap 40 bøger om fugle, natur og miljø. Efter en periode i Dansk Ornitologisk Forening kom Tommy Dybbro i 1983 til WWF Vedensnaturfonden, hvor han siden har været engageret i såvel internationale som nationale natur- og miljøspørgsmål. Tommy Dybbro har desuden deltaget i mange TV-programmer, og har i de senere år været knyttet til Danmarks Radio som konsulent på naturfilm. Der har dog fortsat været tid til at skrive adskillige fugle- og naturbøger for Politikens Forlag, og der kommer stadig nye titler på markedet.